Breve:

Tilbage til "Om Paul" eller til  "Forsiden"

 

På denne side vil jeg lægge en kopi af de breve, som jeg har sendt til alle dem, der står på min mailliste. Det nyeste brev ligger øverst:

6/11 2008

Hej alle mand.
 
Så er mit efterår i gang. Jeg har tædt op i pejsen. Jeg har ordnet lidt herhjemme og hentet brænde ind fra blæsten og bladene...Og så har jeg endnu en gang arrangeret en hylde. Sat en lille collage op efter et nøje valg af ting, som tilsammen udgør denne følelse af efterår. Af noget overstået, som alligevel har sin egen værdi. Som bestemt ikke er til at kimse ad, men som alligevel indeholder et vist vemod og et savn efter det allerede skete.
Jeg har fotograferet min collage, og så har jeg haft møde med den næste søde model, som skal fuldende mine valg på hylden. Hun kommer een af dagene. Og jeg glæder mig til at begynde maleriet, hvor der, som for det meste, også står nogle ting, jeg ikke helt ved, om jeg kan få til at fungere på maleriet. En håndværksmæssig udfordring. Som tinstagen i det vedhæftede maleri. Jeg var spændt på, om jeg kunne få den til at være af tin.Synes selv, at det er lykkes.
 
Min maleripusher fra Bruun-Rasmussen var her i aftes. Vi var enige om at sulte markedet lidt. Og jeg har egentlig heller ikke travlt med at markedsføre mig selv så forfærdeligt meget mere. Tingene må gerne hvile lidt, nu da jeg vist nok har nået et prisniveau og en afsætning, som ikke behøver at eksplodere yderligere. Vi har det godt nu, her i familien, og billederne flyder. Så der er frihed til at leve, til at male og til at fordybe sig både i historierne og i håndværket i malerierne.
 
Jeg veed ikke altid helt, hvorfor de enkelte dele kommer op på hylden. Men jeg veed, jeg synes, de skal være der. Og jeg nyder friheden til ikke altid at verbalisere, men derimod bare gøre det, jeg føler, som skal til. Fordi det skal.
Det sidste billede, jeg har færdiggjort i dag, indeholder også noget efterår. Lidt ligesom mit eget liv. Et lys, der er brændt ned. En lighter, som venter på at tænde et nyt. En venten på, at telefonen ringer, så vi kan få gang i noget socialt og en Mega Musselmalet kop, som kan få det bedste og værste op i en kvinde.  Lidt natur, brugt, men smuk. Og en vidunderlig model, som liger flabat og ryger, imens hun venter på, at livet kan begynde på ny. En ny opringning. Et nyt lys...en ny.....
 
Dylan nye plade summer af "når lygterne tændes" i hans egen fortolkning "beyond the horizon"....og jeg tror, jeg vil køre over til min mor og få en kop efterårskaffe. Når jeg har vedhæftet ovennævnte maleri..
 
Kærlig hilsen Paul

 

27/10 2007

Kære alle sammen.
 
På min hjemmeside under "kontakt" ligger et link til Jonna Kock. Og hun er en dejlig kunstner, som er i gang med en serie figurer af "Stenmænd" i keramik.....
 
Og jeg er i gang med en serie malerier, som handler om husmødre i helt naturlige situationer. Denne serie er et udslag af mine undersøgelser, hvor jeg er taget på uanmeldt besøg hos diverse husmødre og afsløret deres aktiviteter, imens deres mænd var på arbejde.
 
Disse to samlinger af værker skal Jonna og jeg antagelig udstille på Galleri Bødkergården i Køge. Et meget flot sted lige midt i centrum. Det skal ske i Marts, og I får nærmere besked. Udstillingen kommer vist til at hedde "Mænd Og Koner", men vi har ikke helt færdigplanlagt tingene, hvorfor det kun er et udkast.Men hvis I klikker på nedestående link, vil I kunne se de første af mine malerier i denne serie.
 
Jeg maler ikke så hurtigt mere, men til gengæld noget mere grundigt og pillent...Lidt mere farve på igen. Og få helt gennemmalede ellementer...Desuden har jeg det godt og er blevet bevilget et flexjob, så jeg kun skal arbejde som lærer på 1/3 tid til gengæld for en mindre lønnedgang. Men det vil nok påvirke maleriet, og det bliver lidt spændende at se, hvad der kommer til at ske.
 
 
Men en kærlig hilsen herfra, og I må meget gerne give en kritisk tilbagemelding.
 
Paul

---------------------------------------------------------------------------------------

15/4 2007

(Teksten er lavet til Lauritz.coms specialauktion-udstillingen.)

Snore og hengivenhed.

Bløde værdier.

Leg og rollespil.

 

Et eller andet sted burde malerierne tale for sig selv. Jeg har dog gang på gang oplevet, at folk stiller sig uforstående an, når de ser motiverne. En mangel på forståelse, der som så mange andre "mangler på forståelse" eller direkte afstandstagen, kan bunde i fordomme. Det vil sige en uovervejet afstandstagen med rod i småborgerlig holdningsmæssig adkomst og opdragelse. Selvfølgelig kan man da også være nået til en accepterende holdning, men samtidig ikke selv gide være med til sådan noget.

 

Og værs’go. Der står du så. Som beskueren på vej væk. Eller som beskueren, der på vej væk kigger sig over skulderen, fordi der alligevel er noget dragende ved disse forbudte motiver.

 

Jeg mangler altid interessante modeller. Og jeg kan jo godt lide at se på kvinder, (af og til da også stadig håndtere dem). Og jeg er optaget af kvindernes hengivenhed. Af deres seksualitet. Af deres kroppe og ikke mindst af deres evigt uudgrundelige psyke. Men mest af alt er jeg nok interesseret i hengivenhed og mangel på samme, idet dette er roden til så megen kedsomhed og ballade.

 

”God must have been a fucking genius” …, som Al Pacino siger i ”Scent of a Woman”, da han henført beskriver kvindernes krop for den unge mand.

 

Det er mange gange, jeg har set ægteskaber gå i stykker, fordi folk har haft svært ved at give sig hen til hinanden. Give-sig-hen. At lægger våbnene, nedlægge forsvaret og stille sig selv til rådighed for hinanden. Lukke dørene helt op og være åbne og dermed sårbare. De fleste holder en bagvej på klem. Holder en kniv i ærmet eller et søm i vanten. Nogle mere tydelige end andre. Og gu’ fa’en skal man da passe på sig selv. Men det er altså ikke rigtig raskt at sove med det ene øje på klem. Og det skulle ikke være en kunst at give sig hen til sin partner. At give sig i sin partners vold. At stole på sin sovekammerat. Og hvis man ikke kan mærke hinandens hengivenhed, så mangler man noget essentielt. Jeg gør i hvert tilfælde.

 

Og når vi ikke kan give os hen, så finder vi gud hjælpe mig en fremmed, som man kan give sig hen til. Og det er da også rigtig spændende, fordi man overhovedet ikke veed, hvad pågældende fremmede kan finde på at bruge ens hengivenhed til. En sand gyser. Eller man finder en certificeret og professionel terapeut, som har skrevet under på, - på tro og love, at pågældende ikke vil udnytte ens hengivenhed. Ens åbenhed og sårbarhed.

 

Men jeg har også set folk lære åbenhed, hengivenhed og starte forfra som kærester, der har hengivenhed som mål for det fortsatte forhold. Og jeg har set dem blive lykkelige i takt med evnen til at sige ”pyt”- jeg giver mig, -giver mig hen, - ja, jeg forærer mig selv til den, som igen skal være min elskede. Og hold da op, en idel lykke jeg har set, når folk er kommet dertil. De fleste myoser i skuldrene er forsvundet med forsvaret.

 

 

Jeg fandt nogle underlige billeder på nettet. Med nåle, snore og piske. Masker og lak og læder. Og jeg så en helt ny æstetik. Jeg havde set den før. Og da Albert (10 år) så det første maleri af min supermodel i lak og læder, med en kæde om halsen og halsbånd og manchetter om ankler håndled og fødder, spurgte han, hvorfor hun havde sådan noget på. Og mit svar var, at det var, fordi hun legede. Sådan en leg, som de voksne kan lege, når børnene er gået i seng. Sådan en leg, som nok er én af de få lege, som de voksne kan lege. Kildeleg og rollespil…

”Hun er sej”, svarede Albert. ”Hende kunne jeg godt tænke mig at møde.” Og selvfølgelig. Mange af de ting, som modellen bar på sin i øvrigt nøgne krop, det var udstyr, som drengen selv havde, både i sit fastelavnsudstyr og i sit rollespilsudstyr. Det var dér, jeg havde set det. I dag er det jo ikke så meget cowboy og indianere man leger, derimod rollespil med fantasifulde kostumer a la Tolkien eller som i et af de mange nye PC-spil. Eller se bare hende der super-amazonen i tv-serien Xena, som er for børn. Hun optræder med Herkules og andre historiske personer i meget betagende og små dragter, med grønne øjne, let dunet kavalergang og bare bløde lår. Far elsker at se det…hende.

Da vennen Oliver senere blev præsenteret for maleriet med supermodellen i lak og læder med mere.(- og mindre), udbrød denne dreng spontant ”Åhr mand, hvor sejt.”

Albert har mødt hende, dog i en noget mere ærbar udgave. En børneudgave. Og han synes stadig, hun er vildt sej. For hun er nemlig en rigtig sjov og sød pige. Selvom hun optræder ”sådan” på mine malerier.

 

Men jeg fik fat i en flink mand, som tillod mig og min kone (og assistent) at komme og fotografere en seance, så jeg på denne måde fik fotomateriale til at male efter. Det var samme mand, som havde sat nåle i damen på billedet på nettet. Og som piskede hende og bandt hende osv. Han lød squ da meget flink. Og vi fik sat en aftale i stand. Han arrangerede faktisk et større show, hvor yderligere et par og en ekstra mand og en ekstra kvinde skulle vise sig. De var alle med på, at vi kom og fotograferede, med henblik på malerier til udstilling i det offentlige rum.

Jeg må nok sige, at vi var lidt bekymrede, for ikke at sige bange, for hvad i alverden var det dog for nogle mennesker. Vi blev inviteret ind i SMILs lokaler i Kbh. på gæstepas, men takkede nej, idet min kone var sikker på, at de ville tage hende. Haps. Putte hende ind i et bur, hvor hun så kunne leve som sexslave resten af livet, efter de havde eksekveret mig. Det havde hun ikke rigtig lyst til.

 

Men jeg skrev en hel del sammen med manden dér, på nettet. Og det viste sig langsomt, at der bestemt var tale om reflekterende og begavede mennesker. Flere med fornemme job og uddannelser. –Ikke at det betyder så meget, det med uddannelserne. Men det var ikke en flok vilde dyr, derimod nogle kultiverede og rare mennesker med et dejligt bevidsthedsniveau. Dette var vi glade for, idet vi jo ikke vidste, hvad vi gik ind til. Hvor splatter-agtig og vildt ville de opføre sig. Og ville de mon overfalde os også. Jeg selv var lige kommet ud fra hospitalet, og var ikke helt tryg ved min egen evne til at tæve 47 vilde sadister og redde min kone fra massevoldtægt. Var vi mon på vej ind i en fælde. Skulle vi være stjerner i en voldspornofilm….

 

Vi blev mødt af de seks mennesker. De bød os velkommen. Havde flotte kostumer på. Især kvinderne. Lak og læder. Tyl og remme. Mændene i nobelt tøj. Den ene dog i lidt rå undertrøje og kæmpe overarme. Og så startede de ellers deres shows. Men nåle. Blinding. Pisk. Snore og reb. Ild og is og som det store clue: brændemærkning.

Ham med overarmene lagde lige ud med at brænde sine egne initialer på indersiden af sin egen overarm, bare for at illustrere ufarligheden.

Der var to shows i gang hele tiden.

Det ene par havde lukket sig inde i deres egen seance, som så voldsom ud, men som pausede, hver gang kvinden gav sig.

Og det andet par, som fik hjælp af de to løse personer.

Det hele bar præg af stor æstetisk sans. Alt var smukt, skinnende og eksklusivt at se på. Damerne mest afklædte. Mændene fuldt påklædte. ”Dyrker i sex”, havde jeg spurgt i korrespondancen, hvortil manden havde svaret: ”Det er jo ikke nogen swingerklub!”

 

Aftenen gav os 500 fotos, og jeg har valgt 5-10 af disse ud. Jeg har arbejdet med dem på PC’en og nogle få af dem er nu blevet oversat til malerier. Og jeg håber, at det vil fremgå af malerierne, at der er tale om søde og rare mennesker. Mennesker med en sjælden empati, der stoppede ved det mindste tegn på, at modpartens grænse blev overskredet. At det vil fremgå, at der ikke er nogen, der gør noget, som de ikke selv vil. At der er tale om mennesker i situationer, der er leg. En leg med hengivenhed. Overgivelse. Hensyn.  Spænding. Og æstetik. Men mest af alt voksne mennesker, som leger. Som stadig kan finde tid til hinanden. Til bare at give sig hen. Og mærke adrenalinen. Endorfinerne. ”Lige som når jeg kører 300 km/t på min motorcykel” sagde manden med overarmene, som var ekspert i at binde flot og æstetisk. Og som havde udformet brændejernet superflot….Men se hans hænder på malerierne, hvor nænsomt de arbejder. Hold kæft, hvor var han sød…

 

”Damen med munden” fortalte, at hun sansede med øjne, næse og mund. Og med nerveenderne på huden. Men når hun lugtede desinfektionsspritten og hørte de kirurgiske handskers knitren, så havde hun ikke helt enkelte sanser mere. Hun blev selv på en måde til een overordnet sans og følte en frihed og salighed, som hun hårdt trængte til efter al den kontrol, hun måtte udvise i en travl karrierehverdag med den medbragte mand og deres børn derhjemme. Det var følelsen af frihed til at give sig hen, at give sig i mandens vold og slippe ansvaret, mere end det var sex, det handlede om.

 

Vi kørte udkørte hjem oven på seancen. Drak en kop kaffe og gik i seng. Og sov.

 

Motiverne skal nok mest af alt udtrykke, at hengivenhed ikke er en svaghed.

 

En del af malerierne er fra en serie, jeg kaldte ”Bløde Værdier”.

En anden del er fra en serie, som jeg kaldte ”Men når ungerne sover, gider mor og far alligevel godt lege rollespil…”

 

Malemåden undersøger desuden forskel på maleri og lærred. F. eks er syningerne i ”På Vippen”, maleriet med den lyserøde nederdel, syninger dér er ikke malede. Det er blot det umalede lærred, som ligner syninger….ligesom meget af den bare hud blot er det rene umalede lærred.

 

K.H. Paul

 

-----------------------------------------------------------------------------------------------------

8/4 2007

Parfyme.

 

Fernisering på et lille galleri, Heksekedlen i Holbæk. Tusind tak til Lone og hendes forældre, som deltog. Også til de to andre gæster. Det blev en større oplevelse, end jeg havde planlagt hjemmefra.

 

For det første fik jeg god tid til at tale med alle fem uden at blive for stresset, som man ofte gør, når man er vært for mange mennesker. For det andet mødte jeg også Ebbe og Svend. Lisbeths nevøer. Moster Lisbeth, som er medejer af galleriet. Nevøerne Ebbe og Svend Meinild. To unge fyre, som foruden at være brødre, også kunne fyre den af på horn, guitar, harmonika og andre instrumenter foruden sang. De var rigtig gode. Musikalske, charmerende, sjove og med et smukt budskab i tekster og musik. En stor oplevelse på en almindelig lille dag. De sang og spillede på en måde, som ingen gider høre på nu om dage. I et galleri, som snart skal lukke, fordi ingen gider købe noget dernede, fordi det er nogle bondeoste, der ejer det, og det er nogle ubetydelige kunstnere, som mig, der udstiller. Jeg overvejede at fortælle dem, at jeg synes, at de var gode. I stedet valgte jeg at erklære, at jeg havde fået en dejlig oplevelse. For det havde jeg.

Jeg må dog også sige, at jeg købte tre små vidunderlige ting, fordi jeg ikke kunne lade være. En grydeske til 250,- kr. En kuglepen af træ og en rødvinsrotte, som vi straks døbte Robert, da jeg kom hjem. Sådan en lille træprop, til at sætte på vinen, hvis den ikke er helt drukket op. Og grydeskeen røg lige op i pommesfritterne, hvor Albert straks erklærede, at det var en lækker ske. Han er 10 år. Og tænk, at han kan synes, at en ske er lækker.

 

Jeg kunne fortælle Ebbe, at jeg netop havde siddet på mit lokum en time før og læst om ham. I den dér nye kunstbog fra i år, der hedder ”Nybrud”, og som Niels fra Fyn absolut synes, min kone skulle have. Jeg havde læst om Ebbe, fordi han er en del af en kunstnergruppe, som kalder sig Parfyme. En vigtig del af samtidskunsten. Og han bor godt nok i Bergen, men havde været nede for at undervise på Holbæk Kunsthøjskole, hvor han havde været ude på Orø med sin makker Pelle og workshopgruppen af unge mennesker. Eleverne havde hurtigt brokket sig over vejr og vind og så videre. Men Parfyme er sådan nogle udendørsfreaks, som f.eks. kan finde på at bygge en lille bro, hvis de kommer til et hegn, som de synes, de skal over. Eller bygge en stige ned i en grøft og en anden stige op af grøften. De har vist sådan noget af et naturbudskab. Men det kan man læse mere om på www.parfyme.dk (med Y).

 

Ebbe var ikke lige så imponeret over sig selv. Han synes egentlig, at det mange gange var vigtigere at læse om sig selv i en lille lokalavis. Det dér med en fin ny og finkulturel bog, det var ikke sådan helt vigtigt. Det var jo ofte i lokalaviserne, man turde mene noget om kunsten. Dér, hvor der ikke var fastlagt en overordnet, intellektuel, finkulturel og færdig mening. Der, hvor almindelige mennesker kunne rykkes eller turde deltage.

 

Vi talte om foragten, for ”aftenskolekunst” eller ”husmorkunst”. Foragten man kan læse om i de fine aviser i København. Og Ebbe fortalte mig om ham dér Ingvar Crohnhammer (eller hvad han nu hedder). Han havde kørt rundt i Jylland og var stoppet op, hver gang han havde set noget sjovt eller spændende i en have. Og så var han gået ind og havde spurgt folk, om ikke de kunne fortælle et eller andet om den ting, han havde set. Og ganske som forventet, så var der altid meget at fortælle. Alle mulige almindelige mennesker, som havde en masse at udtrykke, som egentlig var vældig interessant.

Og det var sjovt nok den samme fornemmelse jeg havde, da Ebbe og Svend spillede. Det var en stor oplevelse at høre det. Det kunne nok ikke lige sælges til de store steder i byen. Men det var eddermamemig godt. Og det var godt at tale med de andre fem gæster også. Foruden Lisbeth, som også har masser at byde på…….

 

K.H. Paul

 

 ------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 

 

28/3 2007:

Kære alle.
 
9000,- i hammerslag for et af mine malerier på Lauritz.com. Det er da helt flot. Faktisk rigtig flot. Og det var, hvad jeg fik for det bedste salg, ud af den halve snes, jeg havde udbudt på auktionen. Pavestolt er jeg faktisk, og derfor var det også ret "nederen", da køber fortrød salget efter små 14 dage. Men der var jo trods alt også een, som havde slåsset med køberen på forlænget auktionstid og budt 8800,- Så vi må da håbe, at denne byder nu også byder, her hvor maleriet er sat på igen. Det hedder "Flirty Eyes", og kan ses på auktionen i "Næstved showroomet " de næste par dage.
 
Og så er jeg aktuel i "Det Danske Kulturinstitut" i Bruxelles, hvor Art Money har lavet en udstilling med 30 kunstnere i anledning af EFs 50 års fødselsdag. Der er blevet valgt een kunstner fra hvert EU-land, og fra Danmark skulle Lars Kræmmer, direktøren og ophavsmanden bag Art-Money, repræsentere Danmark. Han valgte 30 af sine kunstnere, og så var jeg altså lige heldig at få lov til at udstille 20  art-money sådan et fint sted...
 
Desuden holder jeg en fernisering i Holbæk, hvor alle er velkomne påskesøndag den 8/4 klokken 12 - 14. Det er i et galleri, som hedder Hekseringen, Ahlgade 6, -og som er en del af en brugskunstbutik, som Lisbeth Meinild er medejer af og fast udstiller i. (Peter og Lisbeth fra Nørre Eskildstrup...Dartklubben). De har rigtig mange flotte håndarbejds-ting til salg, og butikken holder åben under ferniseringen.
 
Meeenn ONSDAG den 9.maj mellem klokken 18 og 20 skulle I helst alle sammen komme til fernisering på en særudstilling på Lauritz.com i Næstved. (Ved indkørslen til Næstved, nede bag McDonalds). Showroomet holder samtidig åbent, så I også kan se alle de sjove og fine ting, der er på auktion. Jeg har vedhæftet auktionshusets udkast til plakat til denne særudstilling.
 
Og ellers er jeg sej. Ikke ubøjelig. Ikke stiv, så jeg knækker. Men sej, som et stykke asketræ. Et hammerskaft, som kan tåle slag, som kan give efter uden at knække og alligevel ikke helt ubrugelig og gummiagtig.
Fik lige en diabetes-diagnose med hjem i baglommen, og har trænet og ændret kurs og tabt 7 kilo. Savner whiskyen i rigelige mængder, men ellers OK. Jeg finder mig også lige i dét. Det er nemlig sejt af "finde sig i". En sej bøf tager ikke skade af, at man tygger på den. Den ændrer lidt på formen, men holder ud. Angelina Jolie er sej. Hun slås med 20 mand og bliver sparket over alt !!?? Men hun holder formerne!...Rambo slås men den russiske hær og på den anden side vietnameserne. Han får så mange bank, men ændrer ikke kurs. Han er bøjelig, men knækker ikke. Han er sej.
Danskerne er seje. De finder sig i alt muligt. Besættelser og ballademagere. Det fortælles, at da tyskerne red over grænsen engang i 1864, da stod alle danskerne og grinede af besættelsesmagten. Det var fordi en dansker havde udbrudt, at det da var nogle underlige heste. Røvhullerne sad jo helt oppe på ryggen.....Og sådan er vi altid hurtige til at tage tingene med et smil. Vi bøjer os, vi finder os i meget, men vi knækker ikke. Hver gang der sker dramatiske ting, så forsøger vi at tage det med et smil.
 
Husker I dengang, man sagde, at foråret kom tidligt. Der var set en palme med fire skud i Stockholm. Morbidt, Ok, men sejt. Det var sørgeligt, men måden at tage også denne nyhed dengang, var dansk. Og da jeg i 1968 sad på Strøget og solgte bladet "Superlove" og skulle til at spæne, da politiet kom gående, da følte jeg mig dansk. For betjentene så os og luskede lige så stille over i den anden side af gaden og overså os med vilje. De fandt sig stille og roligt i vores stille og rolige ulovligheder. Den var ikke gået i dag, hvis Haarder eller Fogh havde set os. De ville have forlangt orden. Men de er vist også begge indvandrere. Jvf. deres mørke skægstubbe.De er i hvert tilfælde ikke helt traditionelle danskere.
Danskere ser gennem fingre, er overbærende, vi smiler gennem tårer og vi er ikke så nemme at knække, når vi smiler.Vi kan tage forskelsbehandling. Vi kan tage ujævnheder, uligheder, særheder, særregler, berøringer og forskelligheder. Vi finder os i alt dette, som under andre himmelstrøg anses for at være urimelige inkonsekvenser, man skal hidse sig op over. Regler er bøjelige. Love er bøjelige. Vi er bøjelige. Vi er seje.
 
Fandens, at man nu skal lave alting så ens. At man skal kontrolere, om det hele er ens nok hele tiden. At man ikke kan finde sig i noget anderledes. At alle skal præstere det samme. Det er usejt.
 
Jesus var rigtig sej.
 
Kærlig hilsen Paul, og lad nu være med at tude for meget. Ikke uden at grine lidt.
 
 
 
-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
 
 
                                                                                    4/3 2007
 
Kære alle på min Mailliste.
 
Så er det nu, I skal melde fra, hvis I ikke gider høre på mig. For nu vil jeg begynde at causere i mine nyhedsmails.
Hvis I ikke gider høre på mig.....læse på mig....fra mig...så skriv efter at have klikket her:  Malerier@lavetafpaul.dk.
 
Men ellers:
 
1) EN hjertelig hisen.
 
2) TO nye billeder på  www.lauritz.com , Næstved.  - Nok nogle af de allerbedste. Desværre yderligere et maleri, som ellers var solgt, men som køber efterfølgende fortrød...øv, -hvorfor det er sat på auktion igen.
 
3) TRE pulsårer, som skulle få hjertemusklen til at virke, så den kan få blodet pumpet ud i kroppen. Den ene af disse duede ikke lige her i mit hjerte, hvorfor jeg var lige ved at blive penge værd som maler. Jeg fik en blodprop, men er allerede på banen igen og agter at forblive i live. Jeg har fået sat et lille rør ind i en af disse pulsårer på hjertet, så det kører i åben tilstand igen. Ligesom en bil, der har kludder med karburatoren og får lappet en benzinslange.
 
4) FIRE dyder jeg ikke vil undvære i mit arbejde som skolelærer. ja, jeg vil nok hellere brække en arm, eller måske endda tilsyneladende hellere dø, end at undvære disse:
    
INDSIGT i elevernes tilværelse som fuldgyldige mennesker, uanset deres adkomst.
    
ACCEPT af eleverne som ligeværdige mennesker, uanset deres kvaliteter.
    
TOLERANCE over for elevernes manglende kvalifikationer. Og
 
RESPEKT over for elevernes forskellige valg.
 
Med fokus på disse dyder, kan man være med til at påvirke eleverne til at blive levedygtige og nysgerrige mennesker, der også selv forsøger at efterleve disse dyder. Til mennesker, som vælger mere bevidst og forstår lidt flere af de konsekvenser, deres valg får både for dem selv og for andre.
 
Som små tiltag i denne retning, har jeg også personligt været med til at præge udviklingen af folkets skole, bl.a. ved at indføre 10ende klasser, der havde interessesfærer som basis for undervisningen. F.eks havde vi på Herfølge Skole en "Medielinie", som blev rigeligt besøgt af unge, der gad være i et læringsmiljø, der fokuserede, som dem selv. Vi lærere var interesserede i div. medier, og det havde vi til fælles med de elever, som valgte vores skole. Radio, maleri, skrivning osv. Andre skoler havde f.eks fokus på sprog. Men ideen var, at læring opstår i det rum, hvor interesserede mennesker mødes om fælles interesser. Der var en sejlerskole ved havnen i Århus...
 
En anden ting, jeg har været med til at udvikle og indføre, er projektopgaveeksamen, som bygger på samarbejde og udnyttelse af de enkelte individers kvaliteter. Accept af andres anderledes kompetencer. Pludselig havde man i samarbejdet også brug for ham, der kunne snedkerere et eller andet, eller hende, der bare kunne sy. Det at kunne udtrykke sig, at kommunikere skulle være mere end at skrive og læse. Andre udtrysformer blev i denne forbindelse ligeværdige med de gamle dyder, som netop læsning, skrivning, stavning og paratviden. De fagligt svage fik en betydning. Et selvværd.
 
Mange andre tiltag har jeg set under udvikling. Og senest har jeg været med til at eksperimenter med og indføre "selvstyrende teams" i skolen. Det handler egentlig om det samme som projektopgaveideen. At man i lærerteams fokuserer på hinandens kvaliteter og udnytter disse til samarbejde. At man ikke føler sig mindreværdig, fordi man ikke kan måle sig med sine kolleger på ganske bestemte områder. Man kan sige, at det jo er svært at finde ud af, hvad der er højest, det høje C eller rundetårn. Hver ting til sin tid.
 
Vi forsøgte at behandle de unge som napoleonskager. Vi tog dem op i hånden og holdt dem nænsomt, fordi vi vidste, at de ville mose ud mellem fingrene på os, hvis vi forlagte det af dem, de ikke kunne honorere. Vi tog dem, som de var. Med bumser. Gode stavere. Frække fyre. Søde piger. Osv. Vi gik i dialog. Undervisningen blev dialektisk således, at skolen blev dét, de unge i højere grad selv forstod, de havde brug for. Og vi rettede ind og talte samme sprog. Fandt interessefelter og udviklede herfra.
Vi bad ikke eleverne om at lære de latinske navne på sytten akvariefisk. Vi viste dem et akvarium, og hvis de faldt for sådan noget, så kunne de snart en masse fiskenavne. Læringen tog udgangspunkt i eleverne selv. De vidste, at vi lærere respekterede dem, at vi interesserede os for dem. At vi tog deres skavanker med. Og de fandt sig også i vores skævheder.
Vi bad dem ikke om at være ens. Vi solgte ikke deres hus, fordi de ikke var retmæssige ejere, Og vi bekrigede dem ikke. Vi forlangte ikke mere, end de kunne honorere. Vi tog dem hver især, nogenlunde som de var.
 
Men det er blevet nye tider. Vi skal ike finde os i en skid. Vi kan ikke tolere en bums på kinden. Eller en lille byld i røven. Politikerne vil ikke finde sig i uorden. I forskellighed. Politikerne tror, at hvis der er en bums på kinden, så er det starten til en total bumseepedemi. En lille byld i røven, forudser de, vil udvikle sig til en pestepedemi. De unge i Ungdomshuset skal rette sig ind. Christiania skal rette sig ind. Vi klemmer alle napoleonskagerne, som de skvusjer ud mellem fingrene på os i et forsøg på at strømline og ensrette.
Jeg har arbejdet med så mange utilpassede unge. Og de har alle fundet en vej. Deres egen vej. Jeg har accepteret, at de var skæve. Jeg har ikke klemt dem for meget, men ledt efter deres kvaliteter og taget udgangspunkt i disse.
Til en grillfest hos min ven stod en pose med kødpakkepapir og andet grillaffald. Min vens to gravhunde splittede posen og indholdet til atomer i løbet af denne lystige aften. Og alt hvad min ven sagde var: "Nåh, mine små affaldshunde. I er nogle dygtige affaldshunde." Men fremover lagde han sine affaldsposer anderledes. Det var nogle udmærkede små hunde...og vi forblev alle i godt humør. Også hundene.
 
Og jeg må sige, at det sidste stykke tid er jeg blevet bedt om at undervise alle i det samme. At registrere. At korrigere og finde antal af fejl. At sætte mig ind i nye målesystemer og tests og lægge fremtidsplaner, som sjældent er aktuelle i et givet nu. At måle alle på det samme og at fokusere på færdigheder som f.eks stavning og anden udenadslære. Og de elever, der kan mest udenad, skal fremvises som de dueligste, de mest eksistensberettigede.Og hvis nogen af disse skal være opdagelsesrejsende, så vil de havne i Nakskov. Alle sammen. Og hvis de skal forske i medicin, så vil de glade opfinde hovedpinepillen. Alle sammen.
 
Det gør ondt. Det stresser, at skulle arbejde på en måde, som er mig så meget imod. Det gør mig ked af det, at jeg ikke længere har tid til at leve mig ind i de enkelte elevers liv og kompetencer. Det er noget lort at servere en stavekarakter til et vidunderligt menneske, som blot ikke kan stave. Det er rædselsfuldt at bruge tid på at undervise i færdigheder i stedet for dannelse og kundskaber. I udenadslære i stedet for indsigt og interesse. Blodet bruser og turbulerer på en gal måde, når man må arbejde så forskelligt fra det, man tror på og har arbejdet så ivrigt efter.
 
På RASK mødte jeg et personale, med så megen impati og støtte. Med så megen medfølen og så mange forklaringer, at det gjorde blodpropforløbet meget lettere. Og jeg bekymrede mig slet ikke for, hvor mange stavefejl, de lavede i journalen.
 
Men det bekymrer mig, at samfundet og også mit lærerarbejde udvikler sig så ensrettende og intollerent. Med mangel på accept af forskellighed og mangel på respekt for anderledeshed.
 
For det er anderledesheden, der gør livet interessant.
 
Kærlig hilsen Paul
 
 
  

 

Tilbage til "Om Paul" eller til "Forsiden"