Snore og hengivenhed.

Bløde værdier.

Leg og rollespil.

Et eller andet sted burde malerierne tale for sig selv. Jeg har dog gang på gang oplevet, at folk stiller sig uforstående an, når de ser motiverne. En mangel på forståelse, der som så mange andre "mangler på forståelse" eller direkte afstandstagen, kan bunde i fordomme. Det vil sige en uovervejet afstandstagen med rod i småborgerlig holdningsmæssig adkomst og opdragelse. Selvfølgelig kan man da også være nået til en accepterende holdning, men samtidig ikke selv gide være med til sådan noget.

Og værs’go. Der står du så. Som beskueren på vej væk. Eller som beskueren, der på vej væk kigger sig over skulderen, fordi der alligevel er noget dragende ved disse forbudte motiver.

Jeg mangler altid interessante modeller. Og jeg kan jo godt lide at se på kvinder, (af og til da også stadig håndtere dem). Og jeg er optaget af kvindernes hengivenhed. Af deres seksualitet. Af deres kroppe og ikke mindst af deres evigt uudgrundelige psyke. Men mest af alt er jeg nok interesseret i hengivenhed og mangel på samme, idet dette er roden til så megen kedsomhed og ballade.

”God must have been a fucking genius” …, som Al Pacino siger i ”Scent of a Woman”, da han henført beskriver kvindernes krop for den unge mand.

Det er mange gange, jeg har set ægteskaber gå i stykker, fordi folk har haft svært ved at give sig hen til hinanden. Give-sig-hen. At lægger våbnene, nedlægge forsvaret og stille sig selv til rådighed for hinanden. Lukke dørene helt op og være åbne og dermed sårbare. De fleste holder en bagvej på klem. Holder en kniv i ærmet eller et søm i vanten. Nogle mere tydelige end andre. Og gu’ fa’en skal man da passe på sig selv. Men det er altså ikke rigtig raskt at sove med det ene øje på klem. Og det skulle ikke være en kunst at give sig hen til sin partner. At give sig i sin partners vold. At stole på sin sovekammerat. Og hvis man ikke kan mærke hinandens hengivenhed, så mangler man noget essentielt. Jeg gør i hvert tilfælde.

Og når vi ikke kan give os hen, så finder vi gud hjælpe mig en fremmed, som man kan give sig hen til. Og det er da også rigtig spændende, fordi man overhovedet ikke veed, hvad pågældende fremmede kan finde på at bruge ens hengivenhed til. En sand gyser. Eller man finder en certificeret og professionel terapeut, som har skrevet under på, - på tro og love, at pågældende ikke vil udnytte ens hengivenhed. Ens åbenhed og sårbarhed.

Men jeg har også set folk lære åbenhed, hengivenhed og starte forfra som kærester, der har hengivenhed som mål for det fortsatte forhold. Og jeg har set dem blive lykkelige i takt med evnen til at sige ”pyt”- jeg giver mig, -giver mig hen, - ja, jeg forærer mig selv til den, som igen skal være min elskede. Og hold da op, en idel lykke jeg har set, når folk er kommet dertil. De fleste myoser i skuldrene er forsvundet med forsvaret.

Jeg fandt nogle underlige billeder på nettet. Med nåle, snore og piske. Masker og lak og læder. Og jeg så en helt ny æstetik. Jeg havde set den før. Og da Albert (10 år) så det første maleri af min supermodel i lak og læder, med en kæde om halsen og halsbånd og manchetter om ankler håndled og fødder, spurgte han, hvorfor hun havde sådan noget på. Og mit svar var, at det var, fordi hun legede. Sådan en leg, som de voksne kan lege, når børnene er gået i seng. Sådan en leg, som nok er én af de få lege, som de voksne kan lege. Kildeleg og rollespil…

”Hun er sej”, svarede Albert. ”Hende kunne jeg godt tænke mig at møde.” Og selvfølgelig. Mange af de ting, som modellen bar på sin i øvrigt nøgne krop, det var udstyr, som drengen selv havde, både i sit fastelavnsudstyr og i sit rollespilsudstyr. Det var dér, jeg havde set det. I dag er det jo ikke så meget cowboy og indianere man leger, derimod rollespil med fantasifulde kostumer a la Tolkien eller som i et af de mange nye PC-spil. Eller se bare hende der super-amazonen i tv-serien Xena, som er for børn. Hun optræder med Herkules og andre historiske personer i meget betagende og små dragter, med grønne øjne, let dunet kavalergang og bare bløde lår. Far elsker at se det…hende.

Da vennen Oliver senere blev præsenteret for maleriet med supermodellen i lak og læder med mere.(- og mindre), udbrød denne dreng spontant ”Åhr mand, hvor sejt.”

Albert har mødt hende, dog i en noget mere ærbar udgave. En børneudgave. Og han synes stadig, hun er vildt sej. For hun er nemlig en rigtig sjov og sød pige. Selvom hun optræder ”sådan” på mine malerier.

Men jeg fik fat i en flink mand, som tillod mig og min kone (og assistent) at komme og fotografere en seance, så jeg på denne måde fik fotomateriale til at male efter. Det var samme mand, som havde sat nåle i damen på billedet på nettet. Og som piskede hende og bandt hende osv. Han lød squ da meget flink. Og vi fik sat en aftale i stand. Han arrangerede faktisk et større show, hvor yderligere et par og en ekstra mand og en ekstra kvinde skulle vise sig. De var alle med på, at vi kom og fotograferede, med henblik på malerier til udstilling i det offentlige rum.

Jeg må nok sige, at vi var lidt bekymrede, for ikke at sige bange, for hvad i alverden var det dog for nogle mennesker. Vi blev inviteret ind i SMILs lokaler i Kbh. på gæstepas, men takkede nej, idet min kone var sikker på, at de ville tage hende. Haps. Putte hende ind i et bur, hvor hun så kunne leve som sexslave resten af livet, efter de havde eksekveret mig. Det havde hun ikke rigtig lyst til.

Men jeg skrev en hel del sammen med manden dér, på nettet. Og det viste sig langsomt, at der bestemt var tale om reflekterende og begavede mennesker. Flere med fornemme job og uddannelser. –Ikke at det betyder så meget, det med uddannelserne. Men det var ikke en flok vilde dyr, derimod nogle kultiverede og rare mennesker med et dejligt bevidsthedsniveau. Dette var vi glade for, idet vi jo ikke vidste, hvad vi gik ind til. Hvor splatter-agtig og vildt ville de opføre sig. Og ville de mon overfalde os også. Jeg selv var lige kommet ud fra hospitalet, og var ikke helt tryg ved min egen evne til at tæve 47 vilde sadister og redde min kone fra massevoldtægt. Var vi mon på vej ind i en fælde. Skulle vi være stjerner i en voldspornofilm….

Vi blev mødt af de seks mennesker. De bød os velkommen. Havde flotte kostumer på. Især kvinderne. Lak og læder. Tyl og remme. Mændene i nobelt tøj. Den ene dog i lidt rå undertrøje og kæmpe overarme. Og så startede de ellers deres shows. Men nåle. Blinding. Pisk. Snore og reb. Ild og is og som det store clue: brændemærkning.

Ham med overarmene lagde lige ud med at brænde sine egne initialer på indersiden af sin egen overarm, bare for at illustrere ufarligheden.

Der var to shows i gang hele tiden.

Det ene par havde lukket sig inde i deres egen seance, som så voldsom ud, men som pausede, hver gang kvinden gav sig.

Og det andet par, som fik hjælp af de to løse personer.

Det hele bar præg af stor æstetisk sans. Alt var smukt, skinnende og eksklusivt at se på. Damerne mest afklædte. Mændene fuldt påklædte. ”Dyrker i sex”, havde jeg spurgt i korrespondancen, hvortil manden havde svaret: ”Det er jo ikke nogen swingerklub!”

Aftenen gav os 500 fotos, og jeg har valgt 5-10 af disse ud. Jeg har arbejdet med dem på PC’en og nogle få af dem er nu blevet oversat til malerier. Og jeg håber, at det vil fremgå af malerierne, at der er tale om søde og rare mennesker. Mennesker med en sjælden empati, der stoppede ved det mindste tegn på, at modpartens grænse blev overskredet. At det vil fremgå, at der ikke er nogen, der gør noget, som de ikke selv vil. At der er tale om mennesker i situationer, der er leg. En leg med hengivenhed. Overgivelse. Hensyn.  Spænding. Og æstetik. Men mest af alt voksne mennesker, som leger. Som stadig kan finde tid til hinanden. Til bare at give sig hen. Og mærke adrenalinen. Endorfinerne. ”Lige som når jeg kører 300 km/t på min motorcykel” sagde manden med overarmene, som var ekspert i at binde flot og æstetisk. Og som havde udformet brændejernet superflot….Men se hans hænder på malerierne, hvor nænsomt de arbejder. Hold kæft, hvor var han sød…

”Damen med munden” fortalte, at hun sansede med øjne, næse og mund. Og med nerveenderne på huden. Men når hun lugtede desinfektionsspritten og hørte de kirurgiske handskers knitren, så havde hun ikke helt enkelte sanser mere. Hun blev selv på en måde til een overordnet sans og følte en frihed og salighed, som hun hårdt trængte til efter al den kontrol, hun måtte udvise i en travl karrierehverdag med den medbragte mand og deres børn derhjemme. Det var følelsen af frihed til at give sig hen, at give sig i mandens vold og slippe ansvaret, mere end det var sex, det handlede om.

Vi kørte udkørte hjem oven på seancen. Drak en kop kaffe og gik i seng. Og sov.

Motiverne skal nok mest af alt udtrykke, at hengivenhed ikke er en svaghed.

En del af malerierne er fra en serie, jeg kaldte ”Bløde Værdier”.

En anden del er fra en serie, som jeg kaldte ”Men når ungerne sover, gider mor og far alligevel godt lege rollespil…”

Malemåden undersøger desuden forskel på maleri og lærred. F. eks er syningerne i ”På Vippen”, maleriet med den lyserøde nederdel, syninger dér er ikke malede. Det er blot det umalede lærred, som ligner syninger….ligesom meget af den bare hud blot er det rene umalede lærred.

K.H. Paul